Indholdsfortegnelse
Agincourt-sværdet er et engelsk-inspireret enhåndssværd, der mindes en af de mest berømte kampe under Hundredeårskrigen mellem England og Frankrig. Slaget ved Agincourt var en stor sejr for den engelske hær over franskmændene, som var dem numerisk overlegne. Slaget begyndte fredag den 25. oktober 1415 (Sankt Crispins dag) nær det nuværende Azincourt i det nordlige Frankrig.
Henrik V førte sine tropper i kamp og deltog selv i nærkampen. Den franske konge på det tidspunkt, Karl VI, ledte ikke den franske hær, da han led af alvorlig sygdom og moderat mental utilregnelighed. I stedet var franskmændene under ledelse af Karl Constable d’Albret og flere fremtrædende adelsmænd fra den franske Armagnac-fraktion.
Slaget ved Agincourt er veldokumenteret i mindst syv samtidige beretninger, hvoraf tre var skrevet af øjenvidner. Slagets omtrentlige placering har aldrig været omstridt og er forblevet næsten uændret efter 500 år. To af de mest citerede beretninger stammer fra franske kilder: Jean Le Fevre de St. Remy, som var til stede ved slaget, og Enguerrand de Monstrelet.
Henrik V og hans hær invaderede Frankrig efter, at forhandlingerne med franskmændene var brudt sammen. Oprindeligt blev der i foråret 1414 indkaldt til et stort råd for at drøfte krigen mod Frankrig, men adelsmændene insisterede på, at han skulle fortsætte forhandlingerne og moderere sine krav. Under de efterfølgende forhandlinger sagde Henrik, at han ville opgive sin ret til den franske trone, hvis franskmændene betalte 1,6 millioner cirkulerende kroner som løsepenge for Johan II (der var blevet taget til fange ved slaget ved Poitiers i 1356), og hvis de gav England ejendomsretten til Normandiet, Touraine, Anjou, Bretagne og Flandern samt Akvitanien. Franskmændene svarede med, hvad de anså for at være generøse betingelser for et ægteskab med prinsesse Catherine: en medgift på 600.000 kroner og en udvidelse af Akvitanien. I 1415 var forhandlingerne gået i stå, og den engelske side hævdede, at franskmændene havde gjort nar af deres krav og forhånet Henrik V.
Henriks hær landede i det nordlige Frankrig den 13. august 1415 og belejrede havnen i Harfleur med en styrke på omkring 12.000 soldater. Byen overgav sig den 22. september, og den engelske hær forlod den først den 8. oktober. Felttoget var ved at nå sin afslutning, og den engelske hær havde lidt mange tab på grund af sygdom. I stedet for at trække sig direkte tilbage til England for at overvintre med sin dyre ekspedition, som kun havde resulteret i erobringen af en enkelt by, besluttede Henrik at marchere med størstedelen af sin hær (omkring 9.000 mænd) gennem Normandiet til havnen i Calais, den engelske fæstning i det nordlige Frankrig.
Slaget fandt sted på den smalle stribe åbent land mellem skovene Tramecourt og Agincourt (nær den moderne landsby Azincourt). Den franske hær blev opstillet ved den nordlige udgang for at forhindre englænderne i at nå Calais. Den 25. oktober opstillede Henrik sin hær (omkring 1.500 mænd med sværd og 7.000 bueskytter) på tværs af en del af den næsten 690 meter brede passage. Hæren var opdelt i tre «slag» eller divisioner: fortroppen under ledelse af York-hertugen, hovedstyrken under ledelse af Henrik selv og bagtroppen under ledelse af lord Camoys. Desuden spillede sir Thomas Erpingham, en af Henriks mest erfarne riddere, en rolle i opstillingen af bueskytterne.
Om morgenen den 25. oktober ventede franskmændene på ankomsten af yderligere tropper. Hertugen af Brabant (omkring 2.000 mænd), hertugen af Anjou (omkring 600 mænd) og hertugen af Bretagne (6.000 mænd, ifølge Montstrelet) var alle på vej for at slutte sig til hæren. Det efterlod franskmændene med et spørgsmål om, hvorvidt de skulle angribe englænderne eller ej. Den engelske hær havde mange problemer, blandt andet sygdom, sult og udmattelse, og at vente var ikke en mulighed, så de besluttede at angribe.
Efter krigen og på grund af manglen på pålidelige kilder er det umuligt at give et præcist tal for de franske og engelske tab. Det er dog tydeligt, at selvom englænderne var numerisk underlegne, var deres tab langt mindre end franskmændenes. Franske kilder angiver mellem 4.000 og 10.000 døde franskmænd, mens det engelske tabstal maksimalt var 1.600. Engelske kilder angiver derimod, at de franske tab varierede mellem 1.500 og 11.000 døde, mens de engelske tab ikke oversteg 100.
For at udstille en replika fra din samling kan du se på sværdstativer. Til pleje af moderne replikaer kan du se på vedligeholdelsesprodukter.
