Indholdsfortegnelse
En Alfanje er et sværd med et bredt, buet blad med æg på kun den ene side (eller kontraæg på den yderste tredjedel). Etymologisk set er ordet Alfanje en type kort sabel af muslimsk-orientalsk oprindelse, som blev adopteret og modificeret både på den iberiske halvø og i andre kristne områder i middelhavsområdet. I Spanien udviklede navnet Alfanje sig til lignende betegnelser som alfanjón, alfanjonazo og alfanjete, terciado eller chafarote.
I sin oprindelige betydning er det på en måde en videreudvikling af sabel-typer fra Kina, Mongoliet, Tyrkiet og muslimske lande, hvortil man tilføjede traditionelle karakteristika fra de store middelalderlige hugsværd. Det er kortere og tungere end de orientalske sabler og har en karakteristisk kontraæg, som muligvis er nedarvet fra longsax, cuytelos eller falchion, og som har S-formede parerstænger som et generelt træk – et træk man også finder på bracamarte, messer og visse sene falchion-sværd. Denne type alfanjes blev moderne i store italienske bystater som Venedig, hvorfra dens raffinerede finish blev eksporteret.
Betegnelsen Alfanje bruges også om ethvert hugvåben med et blad, der er buet på mindst den ene side og kun har én æg; lige fra en italiensk storta (hvilket er, hvad renæssance-alfanjes kaldes i Italien, i modsætning til falcione, som er stangvåben), til en germansk Messer eller Langmesser, engelsk falchion, fransk fauchar eller faussar osv. Fælles for dem alle er, at de er brede og kraftfulde våben, hvilket adskiller dem fra sabel-familien.
Alfanje defineres således som et enhåndsvåben med én æg (eller kontraæg på den yderste tredjedel), der er buet, i det mindste på den yderste tredjedel. Det er bredere end en krumsabel og har en tendens til at blive bredere ved bladets stærke del, lige dér hvor det rammer, og tæt på spidsen er det i sin kastilianske form en smule kortere.
