Indhold
Diego García de Paredes blev født i Trujillo, Spanien, den 30. marts 1468 og døde i Bologna, Italien, den 15. februar 1533. Han var kendt som «Extremaduras Samson» og var en spansk soldat, der kæmpede som infanterikaptajn i krigene i Granada, Grækenland, Italien, Nordafrika og Navarra. Han var en uovervundet duellist i adskillige æresdueller, kaptejn for pave Alexander VI’s personlige livvagt, lejesoldat i tjeneste hos hertugen af Urbino og Colonna-familien, infanterikoronel for de katolske konger under den store kaptejn, korsfar under kardinal Cisneros, feltmarskal for kejser Maximilian I, koronel for den hellige alliance og ridder af den gyldne hæl i tjeneste hos Karl V. Han var den mest berømte spanske soldat i sin tid og blev beundret af sine samtidige som selve symbolet på mod, styrke og militær storhed. Hans mægtige våben var en langsværd.
Pålidelige oplysninger om García de Paredes’ liv begynder i 1496, efter hans mor, doña Juana de Torres, døde i Trujillo. Da han var løsrevet fra familiens bånd (hans far, Sancho de Paredes, var død i 1481), førte hans eventyrlyst ham til renæssancens Italien. Diego gik i land i Napoli i slutningen af samme år, ledsaget af sin halvbror, Álvaro de Paredes. Krigen om Napoli mellem spanierne og franskmændene var dog netop ophørt, og da han ikke kunne finde arbejde, rejste han til Rom for at tjene paven. I en kort periode, da hans løn ikke rakte til, levede han sammen med andre spaniere af at søge «fjender til duel» og kæmpe i nattetimerne i Roms gader og forstæder. Herefter tog de deres modstanderes kapper – det dyreste beklædningsstykke – som de senere solgte på Napolis sorte marked. Da han ikke ønskede at leve et så skamfuldt liv som en adelsmand, besluttede Diego at søge hjælp hos en slægtning i Vatikanet, kardinal Bernardino de Carvajal, som forbedrede hans sociale stilling betydeligt.
Pave Alexander VI behøvede ikke mange anbefalinger. Han var blevet dybt imponeret over at have set den herkuliske spanier i en strid i Vatikanet, hvor han, bevæbnet med intet andet end en tung jernstang, havde nedkæmpet en gruppe hovmodige italienere ved at «dræbe fem, såre ti og efterlade de øvrige så hårdt ramte og ude af kamp». Paven indsatte derfor den ekstremadurende livvagt i sin egen eskorte, og Diego fik kommandoen over den vatikanske garde, forløberen for den berømte Schweizergarde, og ledte senere Cesare Borgias hære i hans felttog i Romagna.
Som kaptejn for Borgia-familien deltog han sammen med de spanske tropper under Gonzalo Fernández de Córdoba i indfangningen af den baskiske korsfar, Menaldo Guerra, som havde overtaget havnen i Ostia under fransk flag. Han var også ansvarlig for at indtage Montefiascone, hvor han viste sin utrolige styrke ved at rive jernringene af fæstningens port for at give den kirkelige hær adgang, og han deltog i felttoget mod baronerne i Romagna, hvor han indtog Imola i december 1499 og Forlì i januar 1500, som blev heroisk forsvaret af Catalina Sforza. Under disse operationer kæmpede han sammen med andre spanske kaptejnere i tjeneste hos Borgia-familien, såsom Ramiro de Lorca, Hugo de Moncada og Miquel Corella (Micheletto).
Omkring denne tid blev han involveret i en af sine berømte æresdueller: Han blev udfordret af en italiensk kaptejn i Borgia-familien ved navn Cesare il Romano. Duellen fandt sted i Rom og endte med Diegos sejr, da han huggede hovedet af sin modstander, fordi han «ikke ville forstå, at han overgav sig». Men den afdøde måtte have været en person af betydning, og hændelsen skabte stor forargelse i Vatikanet, hvilket fik til følge, at García de Paredes blev afskediget som leder af sin kompagni og senere fængslet. Diego formåede at flygte fra den pavelige hær og begyndte herefter at tjene som lejesoldat for hertugen af Urbino, Borgia-familiens fjende, og hjalp ham med at bevare sine besiddelser. Efter krigen i Romagna kunne han midlertidigt hverken vende tilbage til paven eller slutte sig til de spanske tropper, og i en periode tjente han derfor som lejesoldat for den mægtige italienske Colonna-familie under kommando af Prospero Colonna.
Det var ved murene i Kefalonia, at legenden om Diego García de Paredes for alvor begyndte: En mands utrolige styrke, da han i tre dage holdt stand mod en garnison af tyrkiske soldater, kunne kun sammenlignes med fortællingerne om Hércules og Samson. Det var også i denne sammenhæng, at hans tropper begyndte at kalde ham for «Extremaduras Samson», en kæmpe med bibelsk styrke, og blandt allierede og fjender blev han kendt som «Spaniens Hércules og Samson».
Hvis du vil udstille en replika fra din samling, kan du se på sværdstativer. For pleje af moderne replikaer kan du se på produkterne under vedligeholdelse.




