Indholdsfortegnelse
Jian-sværdet er "mesterens våben" på grund af sin lethed, elegance og hurtige rytmeskift. Det har to ægge, kan både skære og stikke, og kræver større færdigheder til parader, da klingen ikke er særlig tyk.
Med dette våben arbejdes der meget med balance og skift i stillinger for korrekt at udføre teknikker til angreb, undvigelse og kontraangreb.
Det lige Jian-sværd har en tveægget klinge, som man begyndte at bruge i Kina for 2500 år siden. Nogle kilder siger, at Jian-sværdet dukkede op i det 7. århundrede f.Kr. under Forårs- og efterårsperioden. Denne periode repræsenterede en æra i kinesisk historie mellem 722 f.Kr. og 481 f.Kr. Klingelængden på dette sværd varierer mellem 45 og 80 cm, og vægten varierer også afhængigt af klingen.
Et sværd med en klinge på 70 cm vejer mellem 700 og 900 gram. Der findes også en tohåndsversion af Jian-sværdet, som bruges til at træne kinesiske kampkunststile.
I kinesisk kultur betragtes det lige Jian-sværd som et af historiens 4 største sværd, sammen med Gun (stav), Qiang (spyd) og Dao (sabel).
Delene af et Jian-sværd er:
Parerstangen: beskytter hånden mod modstanderens sværdklinge. Formen på parerstangen beskrives som to korte vinger, der peger fremad eller bagud. Der findes også Jian-sværd med en diskformet parerstang.
Grebet: afhængigt af det anvendte Jian-sværd kan grebet være til én hånd, halvanden hånd eller endda tohåndsgreb. Tohåndsgrebet var ikke så populært som Jian-sværdet til én hånd. For et bedre greb er håndtaget normalt lavet af rillet træ eller beklædt med læder.
Pommelen: er placeret for enden af grebet, hvilket giver bedre balance og forhindrer også, at sværdet glider. Pommelen er forbundet med klingen via tungen. De fleste Jian-sværd fra det sidste århundrede er monteret med en gevindskåret tunge, hvorpå pommelen skrues fast.
Klingen: er opdelt i tre sektioner til forskellige angrebs- eller forsvarstaktikker. Spidsen af klingen kaldes Jianfeng, som var beregnet til hurtige snit. Det midterste område kaldes Zhongreen og bruges til en række offensive og defensive handlinger. Den sektion af klingen, der er tættest på parerstangen, kaldes Jiángen og bruges primært til forsvarsteknikker. Disse tre sektioner har ikke samme længde.
Jian dukkede første gang op i Kina og var en tveægget daggert skabt til nærkamp, brugt i landsbyer og lukkede miljøer. Med tiden blev Jian-daggerten til et sværd med en lige klinge, der tjener både til at stikke og til at udføre præcise snit.
I dag findes der mange former for kinesisk kampkunst, såsom Taiji Quan, og deres udøvere træner med Jian-sværdet. Dog er de fleste Jian-sværd i dag fleksible og bruges til ceremonielle formål og ikke til reel kamp.
