Indholdsfortegnelse
Salomon, Konge af Israel (10. århundrede f.Kr.), var den anden søn af Urias' hustru, Batseba, som hans far, David, havde taget til ægte. Han regerede i Israel mellem 970 og 931 f.Kr. og var kendt og respekteret for at være en vis, retfærdig og mægtig konge. Han løftede det israelske monarki til dets højeste grad af velstand, byggede Jerusalems tempel, befæstede byen og dyrkede kunst og videnskaber.
Han tilskrives forfatterskabet af Prædikerens Bog, Ordsprogenes Bog og Højsangen, som alle er optaget i Bibelen, og han er hovedperson i mange senere legender, ligesom han menes at være en af Kabbalaens mestre.
En nat viste Gud sig for Kong Salomon i en drøm og sagde: "Bed om, hvad du ønsker, jeg skal give dig!". Salomon svarede: "Jeg er meget ung til at være konge over dette store folk. Giv mig et vis hjerte, så jeg ved, hvordan jeg skal styre dit folk og skelne mellem godt og ondt".
Det behagede Gud, at Salomon bad om visdom til at regere i stedet for at have bedt om mange penge eller berømmelse. Han sagde til ham: "Fordi du bad om dette, vil jeg give dig, hvad du har bedt om. Derudover vil jeg give dig, hvad du ikke bad om: Jeg giver dig rigdom og ære, så der ikke vil være nogen anden konge som dig, alle dine dages tid."
Historien fortæller om en retssag, hvor to kvinder strides om moderskabet til et barn, og Kong Salomon, for at finde ud af, hvilken af dem der var den rette mor, rakte sit sværd til en soldat og beordrede ham til at dele barnet i to for at give halvdelen til hver. Den rigtige mor bønfaldt derefter kongen om ikke at dræbe barnet, men give det til den anden kvinde.
Med denne prøve opdagede Salomon straks, hvilken af de to der løj, hvilket viste hans visdom og retfærdighed.
SE MERE OM KONG SALOMON
