Indholdsfortegnelse
Kården med sine originale elementer (greb, fæste og knap) er udstyret med en så perfekt balance, at den gør den langt hurtigere i hånden, end dens dimensioner umiddelbart antyder. Tyngdepunktet for disse kårder er normalt placeret omkring fire fingre fra fæstet.
Kården findes med tre typer fæster: bøjlefæste, skalafæste og kopfæste, som successivt giver en bedre beskyttelse af hånden, der fører våbnet. Et bøjlefæste består af parerstængerne (selve korset), der er lange og generelt ikke særlig tykke, en bueformet knojernsbøjle, en eller to ringe vinkelret på klingens plan, og en række bøjler, der forbinder alle disse elementer på forsiden (ydersiden) og bagsiden (indersiden) af fæstet.
Ikke alle disse elementer behøver nødvendigvis at være til stede, og derfor klassificerer nogle forfattere disse typer fæster som kvart-bøjle, halv-bøjle, trekvart-bøjle og fuldt bøjlefæste, afhængigt af antallet af tilstedeværende elementer. Dette fæste, som var almindeligt mellem cirka 1550 og 1620, stammer fra fæster med tværstænger fra slutningen af det 15. århundrede og var meget effektivt til at parere hug, men i nogle tilfælde kunne modstanderens klinge trænge ind mellem de forskellige bøjler og skade hånden, der førte våbnet. Derfor brugte man ofte relativt tykke læderhandsker, når man kæmpede med denne type kårder.
I takt med at fægtekunsten udviklede sig mod en stadig større brug af stik, blev der behov for bedre beskyttelse af hånden, hvorfor man ofte tilføjede metalplader (skaller) mellem bøjlerne i bøjlefæstet. Med tiden kom disse skaller til at bestå af et enkelt bilobuleret stykke jern- eller stålplade, som blev fastgjort til parerstangen ved hjælp af et par stænger. Således opstod det typisk spanske skalafæste, som var praktisk, robust og nød en ekstremt lang periode med popularitet.
For at øge håndbeskyttelsen yderligere præsenterede andre fæster, der praktisk talt var samtidige med skalafæstet, ikke en bilobuleret plade, men en egentlig halvkugleformet kappe, som i praksis tog form af en skål eller kop, ligeledes holdt på plads af et par stænger. Denne kop, som har givet navn til denne type fæste, tilbød sammen med parerstængerne og knojernsbøjlen maksimal beskyttelse af hånden, mens den samtidig forblev ret let. Deres anvendelse spredte sig primært gennem Spanien og Italien og varede langt ind i det 18. århundrede. Det er det klassiske fæste, som man mentalt vil forbinde med en kårde.
