Indholdsfortegnelse
Langsværdet er et europæisk tveægget sværd med en lang klinge, der er smallere og har en bredere parerstang end middelaldersværdet, samt et tohåndsfæste, og det blev brugt udbredt mellem det 14. og 16. århundrede.
Dets længde og måden, det føres på, er dets vigtigste kendetegn.
De er den naturlige videreudvikling af europæiske middelaldersværd, som nedstammer fra de nordiske sværd, der blev ført med én hånd, var bredere, især i deres første tredjedel, og havde en kortere parerstang.
Ridderens klassiske sværd fra den tidlige middelalder begynder at blive mere stiliseret og længere, og bliver spidsere for derved at opnå større effektivitet og alsidighed.
Langsværdet havde typisk en klinge på mellem 90 cm og 120 cm, og med tilføjelsen af de lange fæster nåede de en totallængde på 110 cm til 140 cm. Deres vægt kunne nå op på halvandet kilo.
Dets tveæggede klinge udviklede sig fra at være huggende til at være stikkende, da de komplette stålpladerustninger dukkede op.
Orientalske sværd, såsom japanske og kinesiske, kendetegnes ofte ved at have lange klinger, selvom de ikke er europæiske.
Mange af de mest berømte krigeres sværd var robuste og lange kampsværd.
MONTANTE-SVÆRD
SE TOHÅNDSSVÆRD
SE FLERE FUNKTIONELLE SVÆRD
