Indholdsfortegnelse
Nordiske sværd er effektive og alsidige våben; deres klinger er lange og kan bruges med to hænder for at udføre stød med større rækkevidde, hvilket gør det til et yderst effektivt offensivt/defensivt våben. Oprindeligt blev nordiske sværd ført med én hånd, var bredere, især i den første tredjedel, og havde en kortere parerstang.
Arkæologiske grave på nordiske begravelsespladser indeholdt ofte et sværd, hvis den afdøde var en mand. Arven fra et sværd, der var gennemsyret af sin tidligere ejers tapperhed, blev et eftertragtet objekt i en slægt, hvilket ofte førte til kampe om ejerskabet.
Det opsummerer bærerens ære og den slægt, det tilhører, og er et våben, der overleveres fra far til søn som et tegn på prestige, familiemæssig kontinuitet eller klanlederskab.
For vikingerne var tabet af sværdet i kamp den største af alle skader; at fjenden tog det i brug, betød, at de tilegnede sig det mod og den berømmelse, der var forbundet med sværdets anvendelse gennem en eller flere generationer.
Kvinden, enten som enke eller datter af den sidste ejer, var den retmæssige vogter og formidler af sværdet, således at hun kunne udvælge den mest kvalificerede blandt sønnerne til at bære det.
Det var de sværd, der blev brugt af nordiske, barbariske og vikingefolk. Vikingerne var germanske folk fra Skandinavien, kendt for deres hyppige togter og plyndringer i Europa, samt for deres tapperhed og styrke.
