Indholdsfortegnelse
Normanner-sværd havde en særlig morfologi, hvor man kan ane den umiskendelige form af det fremtidige middelaldersværd i en primitiv udgave. Fra det 11. århundrede begynder normanner-sværd at udvikle parerstænger eller et kors, og denne korsformede type forblev stabil, selv indtil korstogene i det 13. århundrede, med variationer der kun påvirkede pommelens form. Disse sværd var designet som hugvåben, selvom effektive spidser blev almindelige for at modvirke forbedringer i rustninger.
Deres balancepunkt lå i en betydelig afstand fra parerstangen, hvilket øger inertien og styrken i deres slag, men gør det vanskeligt at genvinde våbnet efter et angreb, hvorfor dette sværd altid blev brugt sammen med et skjold for at give krigeren mulighed for kun at bruge sit våben til at angribe, mens han samtidig var godt forsvaret.
Vikingesværdets design udvikler sig til normannersværdets design, som er det grundlag, hvorfra alle europæiske folk udviklede de forskellige typer af middelaldersværd.
Normannersværdet er udstyret med en bredere parerstang, der er i stand til at forsvare krigerens hånd mere effektivt, samt tjene som våben i sig selv, og en længere og mere spids klinge, der gør det muligt at bruge våbnet til både hug og stød, selvom hugangreb stadig dominerer i dette tilfælde. Pomlerne findes i en række forskellige former, hvoraf de mest almindelige er svampeformede og skiveformede.
