Indholdsfortegnelse
Under folkevandringstiden (barbarinvasionerne) blev omfattende regioner i den tempererede del af Eurasien påvirket, hvilket førte til faldet eller destabiliseringen af store, konsoliderede imperier som Romerriget gennem voldelig besættelse eller politiske aftaler.
De fandt sted over en langvarig historisk cyklus mellem det 4. og 16. århundrede og omfattede stort set hele Europa og Middelhavsområdet, hvilket markerede overgangen mellem antikken og middelalderen, som er kendt under navnet senantikken.
Der skelnes mellem flere faser i disse vandringer, hvor de første var domineret af de germanske folk (fra det 4. til det 6. århundrede), mens de sidste svarer til vikingerne.
Det er velkendt og veldokumenteret, at der mellem år 535 e.Kr. og 536 e.Kr. indtraf en periode med ekstrem kulde, hvilket er dokumenteret både arkæologisk og i datidens krøniker. Iskerneboringer fra Arktis tyder på, at der under folkevandringstiden var relativt kolde temperaturer, hvilket kan have tvunget folk fra de koldere eurasiske regioner til at migrere mod syd, hvilket igen pressede andre folkegrupper, som til sidst lagde pres på grænserne for imperierne i den tempererede zone, såsom Romerriget, det Sassanidiske rige eller Guptariget.
Under det romerske imperiums forfald var der mange barbariske folk, der udnyttede interne uenigheder til at nærme sig grænserne og bosætte sig der, hvor de konstant pressede på for at komme ind. Barbarerne formåede langsomt at trænge ind mellem det 1. og 4. århundrede og bosætte sig i det indre, indtil de til sidst, presset af andre folkeslag, gjorde det med vold.
